FBI-agenten Jake Cole har en fotografisk hukommelse, der gør, at han kan genkalde sig alle detaljer på et drabssted efter blot at have kastet et kort blik på det. Samtidig har han en enestående evne til at sammensætte detaljerne til mønstre, som gør morderen bag genkendelig på et øjeblik.
Hans bemærkelsesværdige evner sammensat med hans overraskende ydre – stort set hele kroppen er dækket af tatoveringer – gør ham til en speciel agent som mange lokale betjente har det lidt vanskeligt med. Ikke desto mindre føler sherif Hauser sig heldig over, at Jake er i nærheden, da man finder liget af en kvinde og et barn flået og myrdet på en yderst bestialsk maner.
Jake er på besøg i sin hjemby for første gang i 25 år. Hans far har forsøgt at brænde sig selv ihjel og ligger nu på hospitalet, og trods deres dårlige forhold føler Jake, at han har pligt til at være der. Men da Hauser beder om hjælp, er Jake klar.
Opklaringen bringer grusomme minder tilbage fra Jakes barndom. Han mor blev nemlig myrdet på tilsvarende vis som de nye ofre, og Jake er sikker på, at der er en forbindelse, men hvilken? Og hvorfor har faren forsøgt at brænde sig selv, og er nu nærmest skræmt til døde inde på hospitalet? Og er der grund til bekymring for Jakes kone og søn som er kommet for at være der for Jake? Og for at sætte trumf på rammes kysten af en orkan i kategori 5, som næsten umuliggør politiarbejdet.
Jeg må indrømme, at ”Blodmanden” snød mig. Den er velskrevet, om end der ind i mellem dukker lidt amerikanske vendinger op, men det ødelægger heldigvis ikke hverken tempo eller spænding. Første del hvor vi præsenteres for mordet og Jake Cole tryllebandt mig, men så dukker konen og sønnen pludselig op, og det irriterede mig, for jeg var sikker på, at klichéerne nu stod på spring. Men heldigvis vender historien igen, og slutningen tog mig fuldstændig med bukserne nede.
”Blodmanden” er Robert Pobis debut, og den har fundet vej ind på bestsellerlisterne i både USA, Canada, England, Tyskland og Frankrig, hvilket jeg synes er fortjent. Bogen er blevet kaldt “a Sixth-Sense-like take on Thomas Harris in his prime“, og med sin overraskende slutning hæver den sig da også højt over de mange seriemorder-thrillere, som ikke har det store indhold og hovedsageligt lever højt på at beskrive rædselsfulde mord og en overintelligent detektiv. Begge dele findes også her, men de leveres med kant og ikke mindst nytænkning.
Alt i alt er ”Blodmanden” en overraskende og velskrevet thriller som absolut kan anbefales.
”På et øjeblik – hurtigere end på et øjeblik, hvis det overhovedet var muligt – vidste han det. Vidste. Med en sikkerhed, der var lige så uforklarlig som det, han gjorde. Nu forstod han den baggrundsmumlen, han ikke helt havde kunnet placere, da han var ankommet til huset. Det havde været fornemmelsen af noget bekendt. Han kendte det her. Det var ham. Ham.
Jake blev stående, hver eneste lille detalje ved stedet summede i hans kranium. Han vidste, hvad der var sket. Hvordan det var sket. Hvor lang tid det havde taget.
Verden var forsvundet – bare forsvundet – og der var ikke en lyd, bortset fra barnets vrælen. Skrigene fra kvinden på gulvet. Jake hørte lyden som af bladselleri, der knækker, da hendes ribben blev sparket ind. Han hørte lyden af hendes kæbe, der brækkede, da hun blev slået med enden af skaftet på den jagtkniv, der ville blive brugt til at flå hende. Han lyttede til hendes skrigen, der lagde sig over lyden af hendes hud, der slap hendes krop. Og hendes tryglende, fremgurglede bønner om, at det hele skulle stoppe. Om at lade døden komme til hende.
Og så, lige så pludseligt, var det væk. Han var tilbage på dørtrinnet, og en stemme til venstre for ham sagde noget morsomt.”
Læs mere på forlaget Rosenkilde & Bahnhofs hjemmeside eller besøg Robert Pobis hjemmeside
Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Bloodman
Omslag: Silvana Nikolic
Også omtalt på Litteratursiden.dk