“Faldvand” er ikke en gyser, faktisk ikke en gang en thriller, men da jeg læste den, blev jeg så grebet af Mikael Niemis beskrivelse af en naturkatastrofe i Sverige, at jeg er nødt til kort at nævne romanen her på siden.
Et intensivt regnvejr har plaget det nordlige Sverige gennem en længere periode, og vandreservoirerne, som leverer vand til Vattenfalls kraftværker, er fyldt til randen. Under normale omstændigheder er proceduren at lukke lidt vand ud, når reservoirerne er fyldte, men pga. den ualmindeligt voldsomme nedbør sker det utænkelige. En dæmning brister og millioner tons vand vælter i en gigantisk flodbølge ned langs elven, hvor den smadrer alt på sin vej.
Niemi fortæller ud fra forskellige personer, som oplever flodbølgen. Bl.a. helikopterpiloten som pga. en grim skilsmisse har besluttet sig for at begå selvmord; kraftværksarbejderen som har sin helt egen forståelse af, hvad der er ret og rimeligt; kvinden som er på malerkursus og pludselig står med en andens liv i sine hænder; manden som elsker sin Saab over alt; og ikke mindst moren som vil gøre alt for at komme hjem til sin datter, da katastrofens omfang går op for hende.
Niemi beskriver både den ufattelige katastrofe, så man føler, man selv ser vandmasserne vælte frem, samtidig med at han tegner nogle yderst realistiske portrætter af sine personer. Her lægges ikke fingre imellem, når det primitive overlevelsesinstinkt tager over og tilsidesætter al vores tillærte pænhed. Undervejs krydsklipper han mellem personerne, så man konstant sidder på det yderst af stolen ude af stand til at lægge bogen fra sig, fordi man er nødt til at vide, hvordan det går dem.
“Det var i det øjeblik, Sofia registrerede lyden. Hun slog øjnene op. Hendes første tanke var, at elven havde forandret sig. Metallet var væk, i stedet var der et sår. Et voldeligt overgreb, en rå, ond fråden. Vandet steg så hurtigt, at det virkede, som om huset sank, som om det skred ned mod bredden. Hun rejste sig alt for brat, knæet gav efter. Hun tumlede om på terrassegulvet. forsøgte desperat at tyde verden, men det hun så, var ikke et billede. Der var ingen linjer eller konturer, kun en fremadvæltedende, optårnende blindhed.
Eveli…
Så blev hun løftet op. Nu lød der knagen og bragen fra lister, der knækkede, en rå lyd fra forpint træ og så den gysende kilden i mellemgulvet, da hun blev ført væk. Armene strakte sig ud, automatisk som et spædbarns. Så begyndte hun at gå i stykker. Korte smæld, da knoglerne i brystkassen og lemmerne brækkede, da en eller anden tævede hende leddeløs og slap, slog og klaskede, som når man gnubber et stykke snavset tøj mod et brutalt vaskebræt.”
En velskrevet og skræmmende katastroferoman, som med sin realisme sætter spor i læseren længe efter, at sidste side er læst.
Udgivelsesår: 2013
Omslag: Henrik Koitzsch
Originaltitel: Fallvatten