Den danske billedkunstner Lars Olafssen var for nogle år tilbage en ung berømthed i kunstverdenen, men nu maler han ikke mere. Hans agent har dog ikke til sinds at give op, og han skaffer ham et job som underviser på en kunstskole i Koda Lake, en lille canadisk by i midten af ingenting. I første omgang næger Lars dog kategorisk at male, men da den stumme og lettere retarderede Eddie flytter ind hos ham, ændrer det sig.
Eddie har en uvane. Han går i søvne – og i søvne dræber han smådyr i skoven! Da Lars opdager dette, ved han først ikke, hvad han skal stille op, men Eddies massakrer skaber fantastiske billeder i Lars, og snart er han i fuld gang med at male igen.
Alle er glade – indtil Eddie ændrer på sine vaner…
“Eddie” er en gyserkomedie, som dog tager udgangspunkt i et ganske seriøst emne, nemlig kunst og hvor langt en kunstner vil gå for at finde inspiration og skabe det ultimative værk.
Thure Lindhardt spiller rollen som Lars, og det gør han rigtig godt. Man fornemmer kunstneren, som brænder for sin kunst, men til sidst opdager at hans kreativitet måske kommer ved for høj en pris. Dylan Smith brænder også igennem i rollen som Eddie. Eddie taler ikke, og jeg var overrasket over, hvor mange følelser og tanker man kan udtrykke uden brug af ord, især i denne type film. Dylan Smith fortæller i ekstra-materialerne, at han så en del stumfilm som forberedelse til rollen, og jeg tror, at han har fundet stor inspiration i Boris Karlofs portræt af Frankensteins monster.
Jeg har læst flere anmeldelser af “Eddie”, og anmelderne er ikke helt enige. Best Horror Movies skriver f.eks.: “Heading into the film, I had the idea that I was about to witness an ultra-hokey cannibal flick filled with laughs fit for a Simon Pegg production. While there are indeed some laugh-out-loud sequences on display, Eddie: The Sleepwalking Cannibal is a supremely dark film constructed of intricate layers, one placed atop another, placed atop another. This is anything but a lazy comedy with cliché jokes: this is a masterfully assembled tale with a wealth of depth to dive into…Our onscreen players execute flawlessly. This is an ensemble to drool over, as Thure Lindhardt is hypnotic as the conflicted Lars. Georgina Reilly offers a believable spin on an initially intimidated young lady who harbors a deep admiration for her new co-worker – whether he’s riding the wave of fame or not – and Dylan Smith completely sells the disabled titular character. He’s frightening, sympathetic, melancholy and hopeful… and he’s all these things without uttering so much as a single word. This is an award worthy performance that knowing the film industry, will go completely ignored.”
Mens We Got This Covered er noget mindre postive: “Eddie: The Sleepwalking Cannibal is one of those high-concept films that probably seemed hilarious on paper, but just wasn’t thought out cleverly enough to be adapted thoughtfully to feature film length. Rodriguez’s more fun scenes of death and destruction are overshadowed by too many questions and not enough explanation about Eddie’s unique condition, and there’s an unsatisfying feeling that Lars’ character comes off a little too hateful to actually let audiences embrace the emotional dramatics between him and Eddie. At the end, I’d felt like I’d been sleepwalking through the film myself, just coasting through a surface-level viewing that lacked substance and depth. Damn sleepwalking cannibals.”
Og måske har Boris Rodriques sat sig lidt imellem to stole med denne film, som på den ene side slår på at være en splatterkomedie, og på den anden side indeholder så mange lag og fortolkninger af personer og scenarier, at den oplagte målgruppe for splatterkomedien muligvis finder den for kedelig. For mig er der dog ingen tvivl om, at jeg følte mig fantastisk godt underholdt af “Eddie”.
Filmen er instrueret af Boris Rodriques, der også har været med til at skrive manuskriptet. Blandt pudsighederne er, at hver gang Lars kører bil, hører han en operakanal på radioen. Og alle operaerne bygger på skrækkelige fortællinger om mødre, der slår deres børn ihjel osv. Således viser det sig, at anerkendt kunst og vold slet ikke er så langt fra hinanden.
Instruktør: Boris Rodriques
Udgivelsesår: 2012