I 1977 skrev Stephen King romanen “The Shining” om drengen Danny med de særlige evner, og her knap 40 år efter udgiver han nu en fortsættelse.
Danny er blevet voksen, og plages stadig af mareridt om Hotel Overlook, hvor hans far døde, og hvor både han selv om moren var tæt på at blive slået ihjel. Han har også stadig sine syner og fornemmelser, men gør sit bedste for at holde dem nede med stoffer og alkohol.
Samtidig flakker han fra by til by og job til job og er godt på vej til at drikke sig ihjel, indtil særligt én episode får ham til at stoppe op og overveje, om han behøver at leve sådan resten af livet. Tilfældet får ham til at ende i den lille by Fraizer, hvor han slår sig ned og begynder hos AA og langsomt skaber sig en tilværelse.
Sideløbende med Dannys historie hører vi om pigen Abra, der ligesom han har særlige evner. Allerede som spæd får hun en forudanelse om terrorangrebene d. 11. september 2001, og hendes evner ender ikke her. Men efterhånden som hun bliver ældre, bliver hun bedre til at skjule dem for sine forældre, så de ikke er nervøse for hende.
Men en dag opdager hun en efterlysning på en forsvunden dreng, som hun har haft syner om, og nu kan hun ikke skjule sig mere. Dem, der står bag drengens forsvinden, har nemlig fået øje på hende, og de er meget interesseret i hendes særlige evner.
Herefter flettes Danny, Abra og De Sande Forbundnes skæbner sammen frem til afslutningen, der trækker tråde tilbage til “The Shining”.
Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville sammenligne de to romaner, eller i det hele taget tænke på at “Doktor Søvn” var en fortsættelse, og ud fra den forudsætning var “Doktor Søvn” en udmærket roman et stykke hen ad vejen. Jeg blev holdt fanget af plottet, og jeg blev også grebet af Dannys kamp mod misbruget og minderne fra barndommen.
Idéen med De Sande Forbundne som et broderskab, der rejser rundt på Amerikas veje og kidnapper og myrder børn, var som sådan også rigtig god. Men Kings forsøg på at portrættere dem som en slags vampyrer, der suger livsessensen ud af børnene, fejler i mine øjne. Det bliver simpelthen aldrig rigtig uhyggeligt, og med Abras overlegne kræfter kom jeg heller aldrig i tvivl om, hvorvidt hun ville klare sig. Dermed fuser slutningen ud i sandet, og resultatet ender lidt skuffende og meget langt fra den grusomme King fra tidligere, som ikke havde det fjerneste imod at lade sine hovedpersoner lide eller ligefrem dø.
“Doktor Søvn” er ikke en dårlig roman. Den er velskrevet og velfortalt med fantastiske personportrætter og et godt indblik i familierelationer. Men den mangler den grundlæggende uhygge, som King ellers er fabelagtig til at fremmane, og derfor hører “Doktor Søvn” bare ikke til blandt Kings bedste romaner efter min mening.
Udgivelsesår: 2014
Også omtalt på Bogrummet.dk